Analyseredskaber og ledelse
Hvis du har ledelsesfunktion i din ansættelse, men bruger 80 % af din tid foran computeren, er der noget galt.
At registrere, administrere, indberette, opstille diagrammer, lave rapporter og analyser er IKKE ledelse. Det er administration.
Det er ellers vigtige funktioner. Det er afgørende for en virksomhed eller organisation, at der er styr på administrationen. Men ledelse er det ikke.
Ledelse er ledelse af mennesker. Ledelse er omgang med mennesker. Ledelse er at facilitere andre menneskers udvikling og succes.
Overskud i en virksomhed kommer ikke fra et godt styret administration eller af velsmurte maskiner eller forretningsgange. Det er vigtigt, men det er ikke nok.
Overskud bliver skabt af mennesker
Overskud bliver skabt af at de mennesker, der er ansat i virksomheden, føler ejerskab og agerer som om, det er deres egen virksomhed. Og det kommer ikke automatisk fordi medarbejderne får løn.
Det kræver at lederen er god til at lede mennesker. Ledelse af ting, tal og tabeller gør det ikke alene. Og ledelse af mennesker er helt anderledes.
Ledelse af tal og systemer, om det er psykologiske modeller, logistik eller fabrikationsstyring kræver kun intelligens. Hvorimod ledelse af mennesker ikke kan klares med intelligens alene. Ligesom god kunst ikke er skabt kun ved hjælp af intelligens, så er ledelseskunst heller ikke blot intelligens.
Inden for HR er der et væld af mulige analyse- og styringsredskaber, men hvor er ledelsesredskaberne? Ja – de findes naturligvis ikke. Og tror du, at du har fundet dem, er du gået galt i byen.
Kig op fra computeren
Kig op fra computeren, fra mails’ene, fra analyserne og modellerne og kig direkte dine medarbejdere i øjnene. Mød dem i øjenhøjde, hvor du kan lytte og fornemme. Fornemme, hvad der sker hos hver enkelt – og imellem dine medarbejdere.
Den erfaring og evne, du som leder har med at aflæse og tolke dine medarbejdere, er det bedste analyseredskab, der findes.
Hvis den virksomhed eller organisation, du er leder af, ikke muliggør det, er organisationen uhensigtsmæssigt bygget op. Alle medarbejdere har brug for en leder, der i øjenhøjde ”er der for mig”.
Så giver det mening at gå på arbejde. Medarbejderen vil yde meget mere, og bundlinjen vil påvirkes positivt.