Kan man uddanne sig til leder?

Af Finn Tarpgaard

Lige som en kunstmaler kan lære om teknikken bag et oliemaleri og gå på kurser i farvelære, så kan en leder også gå på kursus i ”teknikker” eller ”værktøjer” bag ledelse.

Men værktøjer gør det bestemt ikke alene! Kunstneren, der har lært alt om farvelære og penselteknik bliver ikke deraf en dygtig maler, og det kunstværk vedkommende frembringer, er ikke nødvendigvis smukt.

Det samme gælder ledelse. Man kan modtage undervisning i mødeteknik, kommunikation, organisationsstruktur, psykologi, personlig udvikling osv.

Ikke at det er dårligt eller unødvendigt, for det giver lederen nogle perspektiver til hverdagen som leder. Men en god leder gør det ikke!

Et gammelt ordsprog lyder: Ét et søkort at forstå, et andet skib at føre.

Der skal noget andet til

I en lederuddannelse kan man lære at forstå et søkort, men det medfører ikke nødvendigvis en god kaptajn! Der skal noget andet til – noget man ikke kan læse sig til!

Det er empati, fornemmelse af, hvad der sker i et andet menneske og en vilje og opmærksomhed på de mennesker, du omgås på sin arbejdsplads til hverdag.

Hvordan får jeg så det, hvis jeg synes, jeg har svært ved det?

Det er jo sådan, at det man har fokus på at lære, det bliver man også bedre til. Hvis det i en opgave kræves, at du bruger den modsatte hånd, end den du er vant til, så vil du med fokus og træning opøve evnen til at bruge den hånd.

Opfang signalerne

Hvis du synes, du har svært ved at aflæse mennesker, kan man prøve at have fokus på netop dette perspektiv i din omgang med andre. Efterhånden vil du meget lettere kunne opfange de signaler, andre mennesker sender på din arbejdsplads.

Hvis du så samtidig opøver modet til at spørge, hvordan andre har det, vil du meget lettere kunne forstå de forskellige medarbejderes reaktioner i de forskellige situationer.

Kig på ansigter, på små træk i ansigtet, på udtrykket. Se dine medarbejdere i øjnene og spørg udforskende. Mærk stemningen. Det usynlige i forholdet mellem mennesker, som kun kan mærkes med kroppen. Hvis vi fokuserer på det, kan vi også blive bedre til det.

Du vil ikke blive menneskekender fra dag ét, men det kræves heller ikke. Du vil derimod ved din udforskning vise den interesse for dem som mennesker, som alle medarbejdere higer efter, at deres leder har.

Kig på ansigter – og du vil lære en masse om kunsten at lede.

Se alle




    Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/finntarpgaard.dk/public_html/wp-content/plugins/lunar-carousel/lunar-carousel.php on line 60