Tag filosoffen med på arbejde
Du kender det godt. At være begravet i arbejde. Måske også begravet i udfordringer, man umiddelbart ikke kan finde en udvej fra.
Det kan naturligvis være økonomiske udfordringer, men ofte har lederen udfordringer med at få ”det med medarbejderne til at spille”. Og det tapper lederen for god energi.
Den historiske hærfører Aleksander den Store hyrede en filosof til at have ved sin side. Filosoffen stillede ham spørgsmål og fik ham til at overveje sin egen ledelse. Fik ham til at e hans ledelse i nyt lys og fra andre perspektiver end hvad han selv kunne. Og som bekendt var Aleksander en meget succesfuld hærfører.
Hvad er det filosoffen kan og som kan have værdi for en leder?
Som en bilist på motorvejen kan en leder også blive ”fartblind”, hvor man ikke ser eller mærker farerne. Det kører bare og målet bliver i sig selv at det kører.
Hvis den leder ikke skal køre sig selv eller firmaet i en ulykke, er der brug for at lederen får lejlighed til at tænke over: Hvor er jeg egentlig på vej hen? Hvorfor kører jeg her? Vil jeg det her? Og hvorfor vil jeg det her?
Etiske konsekvenser
Hvis filosoffen er med på sidelinje, vil man også blive spurgt om de etiske konsekvenser af de valg, man tager.
I det hele taget kan filosoffen få os til at løfte blikket fra rattet eller fra skærmen og se det hele i et andet lys.
Det kan lyde ”stort” og besværligt, men har man prøvet det, ved man hvor meget energi, man får af det.
Samtidig har det den virkning, at de problemer, som har fyldt og som kostede en masse energi, nu også kan ses i et større perspektiv.
Derved er man meget bedre til at finde handlemuligheder. Og endog også bedre til at hjælpe medarbejderne i deres valg af muligheder.
Filosof? – Det kan du selv være eller blive. Find de citater eller sange, som betyder noget for dig – og brug dem til at tænke ud fra. Det er en god begyndelse.